Indsætning er en overfladehærdende proces, som føjer kulstof til en fast, ferritisk legering. Dette opnås ved at opvarme metallet i en kulstofholdig atmosfære over forvandlingstemperatur i et forudbestemt tidsrum. Efter karburering bliver emnerne kølet for at hærde overfladens karburerede lag. Kernen forbliver upåvirket.
Det er en meget udbredt overfladehærdende proces for stål med lavt kulstofindhold. Den industrielle betydning af karburering kan ses i dens markedsandel, da en tredjedel af alle hærdende varmebehandlinger dækkes af karburering og hærdning.
Karburering og afgysning skaber hårde overflader, som er slidstærke. Derudover undgås skade fra stødbelastning på grund af en blødere kerne. Modsat overfladehærdende processer anvendes denne proces typisk til dybdegående overfladebehandlinger.
Typiske anvendelser er tandhjulsgear og aksler til køretøjer, vindturbiner og pumpekomponenter samt anden brug, hvor komponenter skal fungere i lange perioder og under høj stødbelastning. En lang række af ståltyper kan karbureres. Den unikke kombination af en hård, slidstærk overflade og en sej kerne kan kontrolleres ved valg af parametre for legering og proces.
Eksempler:
DIN | SAE | BS | |
1.7131 – 16MnCr5 | 5115/5117 | 590H17 | |
1.7243 – 18CrMo4 | 4118H | 708M20 | |
1.6523 – 20NiCrMo2-2 | 8620H | 805H20 | |
1.5752 – 15NiCr13/14NiCr14 | 3310 | 655H13 |
Karburering er en termokemisk diffusionsproces, som føjer kulstof til overfladen af stål med lavt kulstofindhold (typisk 0,25 % kulstof) med andre legeringselementer. Dybden af kulstofdiffusion og den tilknyttede effektive indsætningshærdedybde (IHD) kan variere fra meget overfladisk, ofte mindre end 2 mm, til dybere dybder på 4 til 6 mm. Hele processen foregår i tre faser:
Indsætning er en overfladehærdende proces, som føjer kulstof til en fast, ferritisk legering. Dette opnås ved at opvarme metallet i en kulstofholdig atmosfære over forvandlingstemperatur i et forudbestemt tidsrum. Efter karburering bliver emnerne kølet for at hærde overfladens karburerede lag. Kernen forbliver upåvirket.
Det er en meget udbredt overfladehærdende proces for stål med lavt kulstofindhold. Den industrielle betydning af karburering kan ses i dens markedsandel, da en tredjedel af alle hærdende varmebehandlinger dækkes af karburering og hærdning.
Karburering og afgysning skaber hårde overflader, som er slidstærke. Derudover undgås skade fra stødbelastning på grund af en blødere kerne. Modsat overfladehærdende processer anvendes denne proces typisk til dybdegående overfladebehandlinger.
Typiske anvendelser er tandhjulsgear og aksler til køretøjer, vindturbiner og pumpekomponenter samt anden brug, hvor komponenter skal fungere i lange perioder og under høj stødbelastning. En lang række af ståltyper kan karbureres. Den unikke kombination af en hård, slidstærk overflade og en sej kerne kan kontrolleres ved valg af parametre for legering og proces.
Eksempler:
DIN | SAE | BS | |
1.7131 – 16MnCr5 | 5115/5117 | 590H17 | |
1.7243 – 18CrMo4 | 4118H | 708M20 | |
1.6523 – 20NiCrMo2-2 | 8620H | 805H20 | |
1.5752 – 15NiCr13/14NiCr14 | 3310 | 655H13 |
Karburering er en termokemisk diffusionsproces, som føjer kulstof til overfladen af stål med lavt kulstofindhold (typisk 0,25 % kulstof) med andre legeringselementer. Dybden af kulstofdiffusion og den tilknyttede effektive indsætningshærdedybde (IHD) kan variere fra meget overfladisk, ofte mindre end 2 mm, til dybere dybder på 4 til 6 mm. Hele processen foregår i tre faser:
© 2024 Bodycote